Bag om KeasCare - Lones fortælling

Mens mine medstuderende på ingeniørstudiet havde relevante studiejobs, begav jeg mig ind i en helt anden og ny verden. Jeg ønskede at opleve hverdagen på et plejehjem, blandt nogle af de mennesker i vores samfund, der har allermest brug for hjælp og omsorg.

Jeg var sjældent tæt på ældre mennesker, da jeg for 15 år siden fik et studejob på et plejehjem. Jeg følte mig derfor meget usikker og tilbageholdende, men samtidig var jeg chokeret over at opleve, hvordan livet og hverdagen kunne være for de ældre mennesker, hvis hverdag jeg blev en del af. Det var en hverdag præget af forvirring og respektløs behandling af beboerne. En hverdag, hvor de pårørende sjældent kom på besøg, hvilket man ikke kunne bebrejde dem. En hverdag i uinspirerende og ildelugtende omgivelser, hvor man aldrig kom udenfor og hvor aktiviteterne strakte sig til en bankoaften hver anden uge. Selvsagt en hverdag man ikke selv ønsker at have. Så hvorfor accepterer vi egentlig at vores ældre, der har bidraget til samfundet et helt liv, skal have sådan en hverdag?

Omsorgssvigt? Måske. Forkert menneskesyn? Helt klart!

Særligt to oplevelser husker jeg tydeligt fra min tid som hjælper på plejehjemmet. De er efter min mening et udtryk for et helt forkert menneskesyn, mere end at de falder under kategorien af “klassisk” omsorgssvigt. Den “klassiske” omsorgssvigt med tunge bleer og manglende bad fandt også sted, men det er ikke de episoder, der har brændt sig mest fast hos mig.

Olga med demens var en aktiv dame, der nød, når der var noget på programmet på plejehjemmet. Det var der sjældent, men flere gange om dagen spurgte hun “Hvad skal vi i dag?”. Da en af medarbejderne blev træt af at råbe til hende “Vi skal ikke noget i dag!”, skrev hun en seddel til Olga med den besked. “Vi skal ikke noget i dag”. Det synes hun selv var smart fundet på, for så kunne hun jo bare sige til Olga, at hun skulle læse på sedlen.

Hr. Hansen var ligeledes dement, og opholdt sig mest på sit værelse. En nat, uden at nogen havde opdaget det, havde han pakket alle sine ting ned i affaldsposer, som han havde fundet på et af de badeværelser, der var på gangen. Han havde taget alle billeder ned af væggen, og taget sin jakke og hat på og stod udenfor hans dør. For i dag flyttede han. Han stod hele dagen og ventede. For som han sagde: “De kommer og henter mig om lidt”. Om aftenen, når der ikke var kommet nogen for at hente ham, gik han i seng, og næste morgen tog han jakke og hat på igen og stillede sig udenfor døren. Det stor på i flere dage, uden at der var nogen, der hjalp Hr. Hansen til at forstå hans nuværende situation.

Beboerne på plejehjemmet blev opbevaret. Der var ingen der interesserede sig for hvilke aktiviteter Olga ønskede sig på programmet, eller hvad hun havde fyldt dagen med, inden hun kom på plejehjem. Der var ingen der tog Hr. Hansen i hånden, og hjalp ham kærligt af overtøjet, samtidig med de talte med ham om, hvor han havde boet tidligere, og måske ledte hans opmærksomhed væk, imens en anden medarbejder pakkede ud for ham igen.

Mennesker med demens er mennesker. Men det var som om, at det var blevet glemt et sted imellem deres eget hjem, og det tidspunkt de trådte ind af døren på plejehjemmet.

Drømmen om et plejehjem

Min tid på plejehjemmet gav mig et ufravigelig kald til engang at skabe et plejehjem med plads til mennesker. Hele mennesker, der behandles som hele mennesker. Mennesker der har været bekymringsløse børn, fulde teenagere, sårbare mødre og fædre, lykkelige ægtefælder og handlekraftige medarbejdere og virksomhedsledere. Som nu via naturens, til tider tilfældige, udvælgelse har fået brug for så meget hjælp, at de lægger deres liv og velbefindende i andres hænder udenfor deres eget hjem. Jeg vil skabe et plejehjem, der ser det hele menneske. Et plejehjem, der skaber tryghed via omsorg og et vågent øje for den enkeltes behov og præferencer.

Jeg mener, at vi som samfund står overfor en problematik, som ikke løses ved at der måles mere og effektiviseres mere. Der bliver flere og flere ældre, og færre og færre penge pr. borger. Vi har forsøgt at effektivisere, men løsningen på en værdig ældrepleje, har det ikke givet os. En værdig pleje af vores ældre, løses ikke ved robothamstre der ”knurrer” og ryster med pelsen, når man aer den. Det løses ikke ved senge, der automatisk kan vende beboere, eller ved hegn malet på væggen så beboeren får “en fornemmelse” af, ikke at skulle gå ud.

Jeg tror på, at det kan og skal løses ved, at vi behandler mennesker som mennesker.

Også de mennesker, hvor vi ikke kan genkende dem, som de var engang. De skal være i et hjem, der oser af at være et hjem og ikke et pleje”center”. De skal ud af medicinen og ind i relationer. Op af stolen og ud at danse! Det er sundt for de ældre, dejligt for de pårørende, og jeg mener, at det på den lange bane også billigst for vores samfund.

Tallene taler deres tydelige sprog

Men der er desværre ikke mange, der tror på, at de kommer til at danse i deres sidste tid på et plejehjem. Trygfondens tryghedsmåling, viser, at det som danskerne over 40 år frygter allermest er, ikke at få tilstrækkelig pleje som ældre. Og med en stigning på 150.000 ældre over 80 år over den næste ti-årige periode, som forudset af Danmarks Statistik, så er der flere og flere, der kommer i berøring med den pleje, som de flest af os i 40’erne frygter. Og hvad så når os i 40’erne bliver i 80’erne? Ja, jeg håber, at det til den tid, er blevet sædvane at spare op til sin egen pleje, ligesom det i dag, er det mest naturlige, at spare op til sin pension. For ligesom jeg ikke vil leve af folkepension når jeg er 80 år, så vil jeg heller ikke sidde alene og se tomt ud i et uinspirerende rum, hvor det næste jeg venter på, er en fortravlet medarbejder, der kommer med mad i en plasticbakke, imens jeg glæder mig til banko i næste uge… For ældre har de samme behov og glæder ved livet som os andre. De er bare blevet ældre, men det bliver man jo ikke mindre værd af.

Det offentlige gør det så godt, de kan. Men desværre, er det bare ikke godt nok.

Første skridt på vejen til drømmen

Jeg har startet KeasCare, så overskuddet herfra kan hjælpe med at skabe den nødvendige kapital til at opbygge det plejehjem, jeg har drømt om gennem alle disse år.

KeasCare tilbyder privat sygepleje. Vi er den ekstra pårørende, med sygeplejefaglige kompetencer, og vi hjælper med det, der er brug for. Kort sagt, så tager KeasCare over, hvor de offentlige tilbud slipper. Det kan være efter en indlæggelse på hospitalet, ved begyndende eller svær demens, eller hvis der er et ønske om at tilbringe den sidste tid i eget hjem. Vores sygeplejersker giver den ekstra omsorg, pleje og tryghed, som de offentlige tilbud ikke kan følge med til at give længere. Vi hjælper den syge igennem et svært forløb, og tager de pårørende i hånden, således at de kan fokusere på nærvær med deres familiemedlem. På den måde, skal de ikke bekymre sig om praktik, og om hvorvidt plejen til deres nærtstående nu er god nok.

På den her måde synes jeg, at det giver allermest mening at skaffe kapital til mit plejehjem. For på den måde, hjælper vi mennesker nu, og samtidig sætter vi måske gang i den bevægelse, der handler om selv at spare sammen, til at kunne købe sig til værdig pleje, når vi bliver ældre. Jeg ved i hvert fald, at jeg er begyndt!